SAKE

Saké har været brygget i japan i tusinder af år. I starten tyggede man kornene og spyttede dem i et kar. enzymerne i spyttet frembragte alkoholen. Senere udviklede japanerne en gæringsproces, som gav alkoholstyrke og nu tilsættes enzymet koji til den specielle brune saké ris – sakamai. Sakamai er lidt større og blødere riskorn end de almindelige madris. Saké kaldes risvin. Egentlig betyder saké blot alkoholholdig drik, mens selve drikken hedder Nihonshu. Saké er ikke snaps, men minder allermest om vin, blot er smagsspektret mindre. Og saké behøver ikke være varm, tværtimod er den mest sublime saké oftest at nyde kold. Misforståelsen beror på, at kvaliteten af eksporteret saké fra Japan har været dårlig og derfor smagte bedst opvarmet. Grundlæggende består saké blot af ris, vand og gær (koji). De egne, der er berømte for god sake er også rige på ris og vand af god kvalitet. Saké brygning minder mere om ølbrygning end om vinfremstilling. Gæren behøver nemlig sukkerstof for at kunne danne alkohol. Sagen er den, at øl- og saké-gær ikke kan danne alkohol på grundlag af kornstivelse. Den måde risen er poleret – altså hvor meget riskornet er "vasket" (graderet) – bestemmer, hvorvidt der er tale om en Daiginjo shu, Ginjo shu eller Junmai shu. Jo mindre der er tilbage af det oprindelige, desto finere saké er der tale om. De fleste former for saké indeholder 14-16% alkohol og er derfor på linie med alkoholindholdet i vin. Men modsat vin bliver saké ikke bedre med årene – tværtimod skal den drikkes, mens den er ung, gerne indenfor et år efter brygningen. Saké gør sig godt til mad, især let mad som sushi, al fisk og kylling. De bedste former for saké er dejlig at nyde afkølet når som helst og en lun kop sake varmer på en kold vinteraften.